Tavse børn – om selektiv mutisme

Måske har du oplevet, at et barn går ude på legepladsen og hyggesnakker med sin far eller mor. Men i det sekund, at barnet træder ind i institutionen stivner barnet og holder op med at sige noget. Forældrene fortæller, at barnet leger og snakker løs derhjemme, men i institutionen er det en helt anden historie – her er barnet tavst; men observerende, og lader ikke til at trives. Ethvert forsøg på at komme i kontakt fra din side afvises med tavshed.

Måske oplever du, at barnet gerne vil snakke og lege med andre børn. Men når der kommer en voksen ind i rummet forstummer barnets tale og leg.

Et barn med denne adfærd kan have udviklet eller være i færd med at udvikle selektiv mutisme. Selektiv betyder udvælgende og mutisme betyder stumhed. Lidelsens navn antyder dermed, at barnet vælger stumheden i nogle situationer. Befolkningsundersøgelser anslår, at mellem 0,7 og 0,8 % af alle børn i dagtilbudsalderen og skolealderen har mutisme. Tilstanden opstår som regel mellem 3 og 6 år. Tilsyneladende rammes flere piger end drenge af mutisme.

Majbritt Augustimus (2014) mener, at tilstanden muligvis er mere udbredt, fordi den i en del tilfælde formentlig aldrig henvises til videre behandling.

Selektiv mutisme er kendetegnet ved tavshed i bestemte situationer. Det er vigtigt, at man her er opmærksom på, at børn med andet modersmål end dansk, kan have en tavs periode, når de starter i et nyt dagtilbud uden at have kendskab til det danske sprog. Her kan man opleve en adfærd hos nogle børn, som kan ligne adfærden hos et barn med selektiv mutisme. Barnet er tavst; men opmærksomt. Nogle børn er stille over for alle i deres omgivelser, andre børn vælger at tale med de andre børn, men ikke med de voksne, eller netop kun med voksne og ikke med børn. Uanset hvad, er det en tilstand som er velkendt, når et barn kommer til et sprogmiljø som er helt nyt. http://pub.uvm.dk/2005/sprogstimulering/kap03.html Forskellige forskere angiver forskellige længder på den tavse periode. Nogen siger få måneder, andre nævner op til otte måneder. Kernen i dette er, at det ikke er ualmindeligt og en forbigående reaktion hos børn, der ikke har dansk som modersmål og for første gang møder det danske sprog. Heraf følger også, at børn med flere sprog, som har gået i dansk vuggestue, og som udvikler situeret tavshed i børnehavealderen ikke skal have prædikatet ”tavs periode”, men at der her kan være tale om, at barnet har udviklet selektiv mutisme og derfor skal have den samme hjælp og støtte, som et barn med en ren dansksproglig baggrund, ligesom man bør være opmærksom på, at den tavse periode ikke skal varer i et år eller mere, så er der grund til at søge faglig ekspertise. Ikke mindst fordi man mener, at ubehandlet mutisme kan poppe op igen senere i et barns liv, og hvis et barn lider af selektiv mutisme i flere år kan det udvikle sig til andre angstformer i nogen tilfælde også til tvangsmæssig adfærd (Ørbeck 2012).

For at tale om selektiv mutisme, skal:

• Barnets sprogfærdigheder ligge inden for normalområdet for alderen. Bedømmelsen skal foretages med standardiserede test.
• Barnet være tavs i bestemte sociale situationer, hvor man forventer spontantale (fx i dagtilbud/skole) og barnet har normal taleudfoldelse i andre situationer.
• Tavsheden varer i over fire uger.
• Tavsheden ikke skyldes en gennemgribende udviklingsforstyrrelse (fx autisme)
• Tavsheden ikke skyldes manglende sprogkundskaber (Storegaard & Thomsen 2003)

Selektiv mutisme bliver inden for psykiatrien defineret som en social funktionsforstyrrelse og dermed også en børnepsykiatrisk lidelse. Fremtrædende amerikanske forskere mener, at der er tale om en angsttilstand, som allerede begynder i vuggestuealderen og som bliver synlig i takt med at barnet udvikler sproget (Dummit et. al. 1997; Black & Uhde 1995). Andre tolker mutisme som et udtryk for separationsangst, men den danske professor og børnepsykiater Per Hove Thomsen mener ikke, at det kan udelukkes, at børnene lukker af for omverdenen, fordi de oplever ubehag eller har en manglende forståelse af, hvad der foregår (Augustinus 2014).

Karakteristisk for børn med selektiv mutisme er, at de kan være kommunikerende i situationer, hvor de ikke er talende. Det vil sige, at børnene kan pege og nikke i bestemte situationer, at de ”fryser til” i bestemte situationer, har en uhensigtsmæssig adfærd i bestemte situationer, som er relateret til deres angstlidelse, og at de ikke byder sig om at benytte offentlige badefaciliteter og offentlige toiletter, videre at de kan udvise trodsig eller stædig adfærd og at de kan have meget vrede i sig (Johnson & Wintgens 2001).

Som udgangspunkt skal man være på vagt, hvis et barn ikke taler. Hvis barnet ikke taler i dagtilbuddet men snakker løs derhjemme, bør sproget også være til stede i dagtilbuddet.

Har man et barn med selektiv mutisme, er det hjælpsomt at sætte sig ind i problemstillingen.

Her er Majbritt Augustinus bog: Tavse børn (Frydenlund 2014) et godt bud på en hurtig indføring i selektiv mutisme. Herudover findes der en rigtig god dokumentar fra DR: De tavse børn http://dk.timefor.tv/i/11250945400-de-tavse-boern som kan være hjælpsom. Endelig har Angstforeningen en side om selektiv mutisme: http://angstforeningen.dk/index.php?page=elektiv-mutisme

Det er vigtigt, at få henvist barnet til udredning, således at både forældre og institution kan få adgang til relevant rådgivning. Den behandling, som synes at have bedst effekt på mutisme er adfærdsterapi med gradvis eksponering for situationer, som er særligt angstfyldte med henblik på at reducere angsten i barnet og dermed risikoen for at barnet forsøger at undgå situationer, hvor barnet selv forsøger at reducere sin angst ved tavshed. I udgangspunktet starter man med noget, som kun udløser en mild angst og gradvist vænnes barnet til mere farlige situationer, hvor de også skal prøve at spise sammen med andre, lege og deltage i forskellige aktiviteter sammen med andre.

Kognitiv adfærdsterapi er der også gode resultater med. Her arbejder man med at ændre tankegangen hos barnet.

Blandt de råd, som Augustini formidler videre til pædagoger fra professionelle og mennesker, som selv har haft mutisme er:

• Undgå at presse barnet, det kan forværre tilstanden.
• Dyrk det, barnet finder glæde ved, det kan åbne for ordene.
• Vær anerkendende. Lyt til barnet, aflæs og fortolk barnets budskaber.
• Vær tålmodig – det kan tage måneder at arbejde sig ind på et tavst barn.
• Vær til rådighed, når barnet leger. Sørg for at der altid er nogen, der inddrager barnet i leg.

Hertil kommer, at mange har gode resultater med at undgå at insistere på øjenkontakt og at fokusere på leg i stedet for at fokusere på samtaler hvor barnet oplever sig i fokus.

Litteratur:

Augustinus, M. (2014): Tavse børn. Frydenlund.

Dummit E.S. (1997): Systematic assessment of 50 children with selective mutism. Journal of the American Academy of Child & Adolecent Psychiatry, maj 1997, vo. 36, nr. 5, s. 245-255.

Johnson, M, & Wintgens, A. (2001): The Selective Mutism Ressource Manual. Speechmark Publishing.

Storegaard, P. & Thomsen, P.H. (2003): Børne- og ungdomspsykiatri. En lærebog om børn og unges psykiske sygdomme. FADL’s Forlag.

Ørbeck, B. et al. (2012): Selective Mutism: A Home – and Kindergarten-based Intervention for Children 3-5 years: A Pilot Study. Clinical child Psychology and Psychiatry, Juli 2012, vo. 17, nr. 3, s. 370-383.