Babyer, som lytter til to sprog, mens de vokser op, får kognitive fordele

Standard

Endnu et studie viser, at babyer, som lytter til to sprog, mens de vokser op, får kognitive fordele, og tuner sig ind på begge sprog lige med det samme. Det er ikke forvirrende eller forstyrrende for børnenes sproglige udvikling – tværtimod.

Vi møder mange forældre, som er tilbageholdende med at lade deres børn møde to sprog med det samme, fordi de er bange for, at det vil skade børnenes udvikling, eller fordi de er af den opfattelse, at udviklingen af et sprog, er forudsætningen for udviklingen af det næste. Hjælp gerne med at udbrede de seneste forskningsresultater, som viser at det er en kæmpefordel for børnene, at de udvikler flere sprog samtidig.

http://successstudyabroad.com/scientifically-proven-the-be…/

Advertisements

En canadisk undersøgelse har fundet endnu en fordel ved at være tosproget.

Standard

Børn der taler to sprog, synes bedre til problemløsning end etsprogede børn allerede i alderen 24. – 31 måneder. En af forskerne fortæller, at ved testning af småbørnenes kognitive fleksibilitet og hukommelsesfærdigheder (eksekutive funktioner) var der ikke stor forskel, men det ændrede sig betydeligt, når det kom til de specifikke kognitive evner som selektiv opmærksomhed. Der hvor børnene skulle fokusere på relevante oplysninger og ignorere distraherende informationer var forskellene særlig tydelige, især ved de tosprogede småbørn, hvis ordforråd var steget mest.

http://www.sciencedirect.com/…/article/pii/S0022096515001976

Kodeskift mellem to sprog udgør en fordel for børns tilegnelse af sprog

Standard

Vi har nævnt før, at kodeskift mellem to sprog udgør en fordel for børns tilegnelse af sprog. En nyere undersøgelse bekræfter fordelene i, at børn får lov at benytte to sprog frit, fra de er ganske små. Tumlinger, som har adgang til at kodeskifte mellem sprogene er signifikant bedre til at problemløse end deres etsprogede jævnaldrende. På baggrund af undersøgelsen vil vi derfor understrege, at det er vigtigt, at man ikke fastlåser forældrene i en forestilling om, at de kun må benytte et sprog sammen med deres børn. Forældrene er sproglige forbilleder og går foran og viser, hvordan man kan kodeskifte.

http://www.concordia.ca/…/bilingual-toddlers-who-practice-l…

To myter om flersprogede børn

Standard

To myter er velkendte omkring flersprogede børn, man siger, at de begynder, at tale senere og deres sprogtilegnelse er langsommere end børn der taler et sprog. Det er ikke sandt. Det uheldige ved fastholdelse af den opfattelse er, at det påvirker børnenes mulighed for at få professionel hjælp både før og efter skolestart. De børn der taler flere sprog, som har sproglige udfordringer og læsevanskeligheder bliver ofte meget sent henvist til PPR. Kilde: Salameh E-K, 2012 & 2015.

Tavse børn – om selektiv mutisme

Standard

Måske har du oplevet, at et barn går ude på legepladsen og hyggesnakker med sin far eller mor. Men i det sekund, at barnet træder ind i institutionen stivner barnet og holder op med at sige noget. Forældrene fortæller, at barnet leger og snakker løs derhjemme, men i institutionen er det en helt anden historie – her er barnet tavst; men observerende, og lader ikke til at trives. Ethvert forsøg på at komme i kontakt fra din side afvises med tavshed.

Måske oplever du, at barnet gerne vil snakke og lege med andre børn. Men når der kommer en voksen ind i rummet forstummer barnets tale og leg.

Et barn med denne adfærd kan have udviklet eller være i færd med at udvikle selektiv mutisme. Selektiv betyder udvælgende og mutisme betyder stumhed. Lidelsens navn antyder dermed, at barnet vælger stumheden i nogle situationer. Befolkningsundersøgelser anslår, at mellem 0,7 og 0,8 % af alle børn i dagtilbudsalderen og skolealderen har mutisme. Tilstanden opstår som regel mellem 3 og 6 år. Tilsyneladende rammes flere piger end drenge af mutisme.

Majbritt Augustimus (2014) mener, at tilstanden muligvis er mere udbredt, fordi den i en del tilfælde formentlig aldrig henvises til videre behandling.

Selektiv mutisme er kendetegnet ved tavshed i bestemte situationer. Det er vigtigt, at man her er opmærksom på, at børn med andet modersmål end dansk, kan have en tavs periode, når de starter i et nyt dagtilbud uden at have kendskab til det danske sprog. Her kan man opleve en adfærd hos nogle børn, som kan ligne adfærden hos et barn med selektiv mutisme. Barnet er tavst; men opmærksomt. Nogle børn er stille over for alle i deres omgivelser, andre børn vælger at tale med de andre børn, men ikke med de voksne, eller netop kun med voksne og ikke med børn. Uanset hvad, er det en tilstand som er velkendt, når et barn kommer til et sprogmiljø som er helt nyt. http://pub.uvm.dk/2005/sprogstimulering/kap03.html Forskellige forskere angiver forskellige længder på den tavse periode. Nogen siger få måneder, andre nævner op til otte måneder. Kernen i dette er, at det ikke er ualmindeligt og en forbigående reaktion hos børn, der ikke har dansk som modersmål og for første gang møder det danske sprog. Heraf følger også, at børn med flere sprog, som har gået i dansk vuggestue, og som udvikler situeret tavshed i børnehavealderen ikke skal have prædikatet ”tavs periode”, men at der her kan være tale om, at barnet har udviklet selektiv mutisme og derfor skal have den samme hjælp og støtte, som et barn med en ren dansksproglig baggrund, ligesom man bør være opmærksom på, at den tavse periode ikke skal varer i et år eller mere, så er der grund til at søge faglig ekspertise. Ikke mindst fordi man mener, at ubehandlet mutisme kan poppe op igen senere i et barns liv, og hvis et barn lider af selektiv mutisme i flere år kan det udvikle sig til andre angstformer i nogen tilfælde også til tvangsmæssig adfærd (Ørbeck 2012).

For at tale om selektiv mutisme, skal:

  • Barnets sprogfærdigheder ligge inden for normalområdet for alderen. Bedømmelsen skal foretages med standardiserede test.
  • Barnet være tavs i bestemte sociale situationer, hvor man forventer spontantale (fx i dagtilbud/skole) og barnet har normal taleudfoldelse i andre situationer.
  • Tavsheden varer i over fire uger.
  • Tavsheden ikke skyldes en gennemgribende udviklingsforstyrrelse (fx autisme)
  • Tavsheden ikke skyldes manglende sprogkundskaber (Storegaard & Thomsen 2003)

Selektiv mutisme bliver inden for psykiatrien defineret som en social funktionsforstyrrelse og dermed også en børnepsykiatrisk lidelse. Fremtrædende amerikanske forskere mener, at der er tale om en angsttilstand, som allerede begynder i vuggestuealderen og som bliver synlig i takt med at barnet udvikler sproget (Dummit et. al. 1997; Black & Uhde 1995). Andre tolker mutisme som et udtryk for separationsangst, men den danske professor og børnepsykiater Per Hove Thomsen mener ikke, at det kan udelukkes, at børnene lukker af for omverdenen, fordi de oplever ubehag eller har en manglende forståelse af, hvad der foregår (Augustinus 2014).

Karakteristisk for børn med selektiv mutisme er, at de kan være kommunikerende i situationer, hvor de ikke er talende. Det vil sige, at børnene kan pege og nikke i bestemte situationer, at de ”fryser til” i bestemte situationer, har en uhensigtsmæssig adfærd i bestemte situationer, som er relateret til deres angstlidelse, og at de ikke byder sig om at benytte offentlige badefaciliteter og offentlige toiletter, videre at de kan udvise trodsig eller stædig adfærd og at de kan have meget vrede i sig (Johnson & Wintgens 2001).

Som udgangspunkt skal man være på vagt, hvis et barn ikke taler. Hvis barnet ikke taler i dagtilbuddet men snakker løs derhjemme, bør sproget også være til stede i dagtilbuddet.

Har man et barn med selektiv mutisme, er det hjælpsomt at sætte sig ind i problemstillingen.

Her er Majbritt Augustinus bog: Tavse børn (Frydenlund 2014) et godt bud på en hurtig indføring i selektiv mutisme. Herudover findes der en rigtig god dokumentar fra DR: De tavse børn http://dk.timefor.tv/i/11250945400-de-tavse-boern som kan være hjælpsom. Endelig har Angstforeningen en side om selektiv mutisme: http://angstforeningen.dk/index.php?page=elektiv-mutisme

Det er vigtigt, at få henvist barnet til udredning, således at både forældre og institution kan få adgang til relevant rådgivning. Den behandling, som synes at have bedst effekt på mutisme er adfærdsterapi med gradvis eksponering for situationer, som er særligt angstfyldte med henblik på at reducere angsten i barnet og dermed risikoen for at barnet forsøger at undgå situationer, hvor barnet selv forsøger at reducere sin angst ved tavshed. I udgangspunktet starter man med noget, som kun udløser en mild angst og gradvist vænnes barnet til mere farlige situationer, hvor de også skal prøve at spise sammen med andre, lege og deltage i forskellige aktiviteter sammen med andre.

Kognitiv adfærdsterapi er der også gode resultater med. Her arbejder man med at ændre tankegangen hos barnet.

Blandt de råd, som Augustini formidler videre til pædagoger fra professionelle og mennesker, som selv har haft mutisme er:

  • Undgå at presse barnet, det kan forværre tilstanden.
  • Dyrk det, barnet finder glæde ved, det kan åbne for ordene.
  • Vær anerkendende. Lyt til barnet, aflæs og fortolk barnets budskaber.
  • Vær tålmodig – det kan tage måneder at arbejde sig ind på et tavst barn.
  • Vær til rådighed, når barnet leger. Sørg for at der altid er nogen, der inddrager barnet i leg.

Hertil kommer, at mange har gode resultater med at undgå at insistere på øjenkontakt og at fokusere på leg i stedet for at fokusere på samtaler hvor barnet oplever sig i fokus.

Litteratur:

Augustinus, M. (2014): Tavse børn. Frydenlund.

Dummit E.S. (1997): Systematic assessment of 50 children with selective mutism. Journal of the American Academy of Child & Adolecent Psychiatry, maj 1997, vo. 36, nr. 5, s. 245-255.

Johnson, M, & Wintgens, A. (2001): The Selective Mutism Ressource Manual. Speechmark Publishing.

Storegaard, P. & Thomsen, P.H. (2003): Børne- og ungdomspsykiatri. En lærebog om børn og unges psykiske sygdomme. FADL’s Forlag.

Ørbeck, B. et al. (2012): Selective Mutism: A Home – and Kindergarten-based Intervention for Children 3-5 years: A Pilot Study. Clinical child Psychology and Psychiatry, Juli 2012, vo. 17, nr. 3, s. 370-383.

Det er bedst for dit barn, at du ikke taler dansk!

Standard

Vi taler kun tyrkisk med min søn” fortalte Hadi mig i bussen. ”Det var lidt svært i starten, for både min kone og jeg er født i Danmark og har altid boet i København. Vi var ikke så gode til tyrkisk i starten, men nu går det bedre”. På spørgsmålet om, hvorfor det var så vigtigt at fastholde tyrkisk som sprog i familien svarede Hadi: ”For at min søn kan blive bedre til dansk”. Mit undrende spørgsmål skyldes, at begge Hadis forældre er opvokset i Danmark og størstedelen af familien bor her. Hadi har i sin barndom mest talt dansk med sine forældre og tyrkisk med bedsteforældrene. Hadis kone har også tyrkiske aner, men er vokset op i Danmark og indbyrdes taler ægtefællerne dansk. ”Men”, forklarede Hadi mig, ”sundhedsplejersken har sagt, at vores søn bliver bedre til dansk, hvis vi taler modersmål med ham”. Hadis plan var dog, at familien skal slå over i dansk, når sønnen fylder tre år, og har fået sit sproglige fundament på plads.

Vi lader den lige stå et øjeblik, for Hadi er langt fra den eneste forældre jeg har mødt, som giver udtryk for, at det vil styrke deres børns dansksproglige tilegnelse at de taler ”modersmål” med deres børn. Modersmål her sat i citationstegn, fordi disse forældre er født og opvokset i Danmark, har gået i vuggestue og børnehave og skole, har uddannet sig, arbejder og taler dansk indbyrdes med hinanden – men for at styrke deres børns dansksproglige tilegnelse, opfordres de af professionelle omkring sig til at tale et andet sprog end dansk, med deres børn. Jeg forstår ikke, hvordan kan man tro, at et barn bliver bedre til dansk af at to mennesker, som er dominante i dansk og som foretrækker dansk som deres indbyrdes samtalesprog, slår over i et efter deres egen vurdering mangelfuldt tyrkisk, når de henvender sig til barnet. For mig at se, er disse forældre ofrer for, at man har vendt bøtten hundrede procent fra den gang, hvor man gav et lige så rigidt råd nemlig, at mennesker som ikke kunne sætte tre ord sammen til en sætning på dansk, alligevel skulle tale dansk med børnene, for at styrke deres dansktilegnelse.

Siden blev vi klogere. Vi lærte, at modersmålet frem for at være en barriere for andetsprogstilegnelse, i stedet kan være en styrke, et godt redskab til at tilegne sig et andet sprog. Men så blev vi heller ikke klogere end det, fordi en hel masse praktikere går nu rundt og siger til forældrene at de skal tale modersmål med deres børn pr. automatik, helt uden at tage højde for, hvad det er for en sproglig situation familien står i – og nogen gange uden at vide, hvad forældrenes modersmål er. Rådet gives tilsyneladende på baggrund af forældrenes etnicitet.

Et barns modersmål er det/de sprog som forældrene henvender sig til barnet på. Et barns modersmål er derfor ikke nødvendigvis identisk med forældrenes modersmål. Mange forældre foretrækker at bruge det sprog sammen med deres børn, som de selv er mest dominante på samtidig med, at de ikke ser grund til at fastholde et modersmål fra et land, som de ikke føler den samme tilknytning til, som de føler til Danmark. Derfor ser vi, at forældre som kom til Danmark i deres tidlige barndom sommetider vælger at tale dansk med deres barn, fordi dansk er deres foretrukne sprog og fordi at de vurderer, at det ikke er relevant at fastholde modersmålet, da de opfatter sig som danskere. Det vil sige, at forældrenes modersmål eksempelvis kan være tyrkisk, men barnets modersmål er dansk. Vi kan ikke vide hvad forældrene har valgt og hvorfor, før vi har spurgt dem. Men kernen i dette er, at nogle familier med åbne øjne vælger at satse på at gøre dansk til deres barns modersmål, og det skal selvfølgelig respekteres, ligesom det skal respekteres, hvis de vælger at deres barn skal være tosproget.

En del forældre vælger at deres børn skal være tosprogede og taler derfor modersmål med barnet i hjemmet. Disse forældre rådes som regel til kun at benytte modersmålet, ikke til at lade deres barn tilegne sig dansk simultant med modersmålet, hvilket man kunne mene ville være en fordel for barnet, fordi hjernens plasticitet er stor i de tidlige barneår.

I praksis har jeg tit mødt den antagelse, at et barns dansksproglige niveau aldrig nogensinde i dette liv kan blive bedre end barnets aktuelle niveau på modersmålet. Det er ikke rigtigt. Hovedparten af de børn, som vokser op i Danmark og går i dagtilbud og skole i Danmark bliver dominante på dansk af den simple grund at de modtager langt flere input og producerer langt flere output på dansk end på modersmål i løbet af dagen. Det indebærer at ordforrådet er større og at barnet i nogle tilfælde har lettere adgang til sit danske sprog end til modersmålet, og lige præcis derfor ser vi, at nogle af disse børn, som voksne vælger at lade deres børns modersmål være dansk.

Samtidig kan synet på modersmålets afgørende betydning for barnets sproglige udvikling, faktisk gribe forstyrrende ind i mange relationer omkring barnet, fordi denne værdi ofte ledsages af en antagelse om, at forældrene slet ikke bør anvende dansk i samværet med deres børn, de skal tale modersmål hele tiden og uden undtagelse. En kær kollega oplevede for et stykke tid siden under et besøg i en børnehave, at en mor med somalisk baggrund og hendes barn talte dansk i garderoben. Den pædagog min kollega var i samtale med, afbrød hvad hun var i gang med og greb resolut ind i samtalen mellem mor og barn: ”Her må du gerne tale modersmål med dit barn”, sagde hun bestemt til moren. ”Ja, men jeg vil gerne tale dansk, når der er andre til stede”, svarede moren. ”Men her må man godt tale modersmål” fastholdt pædagogen, der snarere mente skal end , for hun tilføjede, ”det er bedst for dit barn”. ”Men”, indvendte moren” vi vil gerne snakke med de andre, og når vi taler somali er der ingen, der tror, at jeg kan forstå dansk”. Nu hævede pædagogen stemmen og slog endnu engang fast, at politikken på stedet var, at det er tilladt at tale modersmål, og mor og barn traskede nedbøjede ud af døren.

Morens erfaring, at det er lettere at komme i kontakt med barnets kammeraters forældre, når hun signalerer i garderoben, at hun kan dansk blev fuldstændig overset. Personligt synes jeg, at det er prisværdigt, at moren søger kontakt med andre og er opmærksom på at virke åben og tilgængelig i garderobesituationen. Det betyder ikke, at hun er undertrykt, eller at hun ikke kan tale somali med sit barn ved andre lejligheder, det betyder at hun signalere et overskud og et ønske og vilje om kontakt til de andre forældre. Men det fik hun ikke anerkendelse for. I stedet fik hun en offentlig irettesættelse endda ud fra en vinkel om, at nu var pædagogen i gang med at gøre hende og barnet en stor tjeneste. Det er ikke sikkert, at hun oplevede det. Sandsynligvis har det været irettesættelsen, som sad i kroppen på hende, da hun gik hjem med sit barn.

Selv er jeg nogle gange blevet kontaktet af ulykkelige forældre, som har fået besked på, af deres barns pædagoger, at de ikke tale dansk med deres barn, fordi det skader barnets dansksproglige udvikling, fordi forældrenes dansk er så utrolig dårligt.

Nu laver jeg lige en kunstpause. For det her er meget voldsomt for forældrene. Prøv at forestil dig, hvordan det opleves at få at vide, at man ikke tale dansk med sit barn, fordi man skader barnets sproglige udvikling. Det er en voldsomt sårende og bekymrende besked at få. Argumentet som undertiden følger med er, at grammatikken, ordforråd og udtalen hos forældrene ikke helt er på plads og at eventuelle fejl med hundrede procents sikkerhed vil blive overtaget af barnet. Dette kan jeg ikke finde belæg for i forskningen. Faktisk, kunne man jo ud fra samme argumentation fraråde mennesker, der taler sønderjysk at kommunikere med deres børn, da der jo også er en lille afvigelse her og der både i forhold til grammatik og udtale i forhold til den højt besungne lavkøbenhavnske dialekt.

Andre forældre med flere sprog fortæller, at de har mødt en mere nedtonet besked, som er givet, uden at de har bedt om et råd. Ofte i form lille prik på skulderen i garderoben og ordene: ”Det er bedst for dit barn, at du ikke taler dansk med det”. Her er der ikke direkte udstedt en ordre, men pædagogen har dog leveret noget, som opleves som kritik, selv om det er ment som en hjælp. Jeg har diskuteret sagen med flere pædagoger, som er meget bevidste om ikke at sige hvad folk må og ikke må, men som alligevel er så sikre på at budskabet om at modersmålet er så altafgørende, at forældrene aldrig må tale noget som helst andet sammen med deres børn, at de vælger en noget mere indirekte, men stadig for forældrene sårende ord: ”Det er bedst for dit barns sprog, at du ikke taler dansk derhjemme”.

Prøv at vende ordene mod dig selv:

Det er bedst for dit barns sundhed, at du bruger noget andet pålæg på maden”.

”Det er bedst for dit barns musikalske udvikling, at du ikke synger derhjemme”.

Lad os da bare være ærlige. Det opleves som kritik. Det har vidtgående konsekvenser for forældrenes muligheder for at interagere med deres børn, og stækker familiens mulighed for at kommunikere, og som tidligere sprogcenterlærer kan jeg da også godt røbe, at det har konsekvenser for, hvor sikkert og hvor gerne folk benytter det danske sprog i undervisningen og uden for, når de får at vide, at deres danske sprog, meget beklageligt, er skadeligt for deres nærmeste omgivelser. Folk bliver slået helt ud af den besked, selvtilliden daler og de føler sig afviste. Det er ikke hensigten med at sige, at man ikke skal tale dansk hjemme eller i det offentlige rum, det er jeg klar over. Hensigten er at modvirke, at forældrene føler at de skal tale dansk, men man er nødt til at overveje, hvordan sådanne beskeder modtages. Og så er man også nødt til at overveje, om det nu også er helt velbetænkt, at bede forældre om at skifte sprog i hjemmet fra den ene dag til den anden. Hvordan ville dine børn modtage det?

Elin Thordarsdottir (2006) påpeger, at rådgivning til forældre med to sprog hviler på en ensproget forestilling. Anbefalingen om en forældre – et sprog er vanskelig at opretholde for mange forældre, som selv har flere sprog. Det, at holde sig til et enkelt sprog, bliver en unaturlig strategi, fordi kodeveksling mellem sprogene er naturlige i samtaler mellem mennesker med flere sprog. Samtidig kan strategien være uheldig, fordi børnene kan blive forvirret over, at deres forældre kun vil tale et sprog med dem, men gerne vil tale et andet sprog med alle andre. Eva-Kristina Salameh (2012) fremhæver, at det er en styrke, når forældre er rollemodeller og viser børnene, hvordan man kan kodeskifte mellem flere sprog i hverdagen, alt efter hvem de taler med. Således at barnet lærer, at det er hensigtsmæssigt at holde sig til et enkelt sprog, når man kommunikerer med etsprogede, men sammen med andre der mestrer de samme sprog som en selv, kan man frit bevæge sig frem og tilbage mellem sprogene efter behov. Allerede tilbage i 2002, viste Køgeprojektet (Jørgensen 2002), at de to børn som kodevekslede mest mellem sprogene, blev opfattet som de stærkeste sprogbrugere af omgivelserne, mens de børn, som kodevekslede mindst, blev opfattet som svage sprogbrugere. Men hvis et barn skal have adgang til begge sin sprog og kodeskifte i stor stil, så skal forældrene jo også have adgang til de samme sprog og det skal respekteres, hvad de vælger at benytte i det offentlige rum og i hjemmet om det er dansk eller modersmålet. Ellers kan kodeskiftene ikke foregå. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der optræder ord, begreber og oplevelser i såvel skole som dagtilbud, som kan være vanskelige for barnet at omsætte til modersmålet, og hvis forældrene ikke må benytte dansk sammen med deres børn stækker man familiernes muligheder for at samtale.

Mange familier benytter både modersmålet og dansk i hverdagen og det er virkelig trist, hvis de skal føle sig forkerte eller være bange for at skade deres børn, når de kommunikerer som det falder dem naturligt. Det vigtigste er ikke nødvendigvis hvilket sprog de selv vælger at benytte, det vigtigste er at familierne kan tale sammen uden at skulle censurere sig selv. Kernen i et godt understøttende sprogmiljø i hjemmet er ikke nødvendigvis at fokusere på, hvilke sprog der tales, men måske i højere grad fokusere på, om forældrene har adgang til at bruge sprogunderstøttende strategier og kan samtale med børnene om noget, der optager dem alle.

Jørgensen, J. (2003): De unges sprog. Akademisk Forlag.

Salameh, E.-K. (2012): Flerspråkighet i skolan – språklig utvecling och undervisning. Natur & Kultur.

Thordardottír, E. (2006): Language Intervention from a bilingual mindset. The ASHA Leader, 11 (10), 6-7, 20-21.