Børn i flersprogede kontekster med sproglige vanskeligheder

Standard

For en del år siden blev jeg som konsulent kaldt ud til en skole, for at screene intersproget hos en dreng, som vi kan kalde Yusuf, hvis udvikling en læsekonsulent var meget bekymret over. Yusuf var 13 år, han var født og opvokset i Danmark, men alligevel var arbejdshypotesen på hans skole, at det måtte være et udtryk for hans intersproglige udvikling, at hans danske sprog mildest talt var begrænset. Yusuf var en virkelig kær dreng, sød, mild, samarbejdsvillig og hjælpsom. Dengang som nu, gav det ikke helt mening for mig, at screene intersproget hos et barn, der har gjort sig 13 års erfaringer med dansk. På dette stadie burde han for længst have tilegnet sig et modersmålslignende niveau på dansk. Ikke desto mindre screende jeg Yusuf med Vis hvad du kan, som jo på ingen måde er et standardiseret materiale, og som på ingen måder var relevant for Yusuf, men vi skulle jo i gang, og om ikke andet tænke jeg, at vi måske kunne bruge materialet til at sætte gang i en ordentlig udredning. Yusuf 13 år udtrykte sig primært i sætninger på 3-4 ord. Hans grammatik var voldsomt udfordret, hans ordforråd var begrænset, og ikke overraskende havde han seriøse problemer med såvel læsning som forståelse. Det eneste sproglige område, som ikke forekom forsinket var udtalen – den var ganske udmærket. En screening af Yusuf modersmål viste, at han talte en blanding af tyrkisk/kurdisk krydderet med danske ord, og også her havde ekstremt korte og upræcise ytringer – Yusuf var helt klart mest dominant og bedst fungerende på dansk, hvilket han også selv gav udtryk for, var hans foretrukne sprog både ude og hjemme. Enden på historien blev, at Yusuf blev henvist til den lokale PPR-psykolog, som endte med at konkludere, at Yusuf var svagt begavet. Hans kognitive alder var 5-6 år. Yusuf er et af de få børn, som har fået mig til at græde på vej hjem fra arbejde. Jeg græd, fordi, det var så sørgeligt at møde et barn, som helt havde givet op. Han forsøgte grundlæggende ikke at finde meningen med noget som helst, han traskede bare rundt i en forvirrende verden uden ret mange holdepunkter. Sød, mild og helt forvirret og ude af stand til at møde de faglige og sociale krav, som bare voksede og voksede i takt med at han blev ældre.

Allerede i børnehaven ville det have været relevant, at nogen reagerede på, at Yusufs sprog ikke udviklede sig alderssvarende – hans sætninger var korte, selv for en fireårig. Fortællingen i praksis om, at børn med flere sprog – i særdeleshed børn som har udviklet tosprogethed simultant, er forsinket på grund af intersprog er simpelthen forkert. Det er rigtigt, at der kan være tale om mindre forsinkelser, som snarere går på måneder end på år, men det er dybt tragisk, at man ikke reagerer på, at et barn ikke har progression i sin sproglige udvikling år efter år.

Yusuf er langt fra det eneste barn, som har sådan en historie. Bare i den seneste måned er jeg stødt på to børn, som har en lignende historie. Deres sprog og udvikling er voldsomt forsinket – nogle børn kan blive både tre og fire år uden at kunne mæle et ord på dansk, og uagtet at barnet har gået i vuggestue før børnehaven antages det, at være et naturligt udtryk for intersproglig udvikling.

Intersprog er et godt og funktionelt begreb at arbejde med når dansk tilegnes successivt efter modersmålet. Begrebet blev introduceret Larry Selinker i 1972. Det kaldes også mellemsproget, og dækker over det sprog barnet anvender, når det er ved at lære et nyt sprog, dvs. fra de første simple konstruktioner til det næsten ikke afviger fra målsproget.

Her bør vi lægge vægt på, at det er et sprog, som barnet lærer, når det er ved at tilegne sig et nyt sprog. Det vil sige, at det ikke er relevant at anvende begrebet på børn, der lærer to sprog samtidigt fra fødslen. Her er det relevant at være opmærksom på, at det kan være tale om mindre forsinkelser i tilegnelsen, formentlig fordi arbejdshukommelsen er overbelastet i perioder, men det vil ikke medføre at barnet har et eller for den sags skyld to intersprog, på samme måde som vi ser det, når et barn kommer til landet som tre, fire år og opefter, og skal i gang med at tilegne sig dansk. Tilegnelseshastigheder er forskellige, men lad os slå fast, at Collier tilbage i 1987 fastslog, at et barn, der var 5-8 år ved ankomsten til et nyt land, forventes at være mellem 3-8 år om at tilegne sig et tæt på modersmålslignende niveau i skolefagene. Et barn mellem 8-11 år er et sted mellem 2-5 år om at tilegne sig et næsten modersmålsligende niveau i skolefagene og et barn, der er mellem 11-15 år er 6-8 år om det samme.

Pointen her er, at intersproget ikke kan bruges som forklaringsmodel for børn, der tilegner sig to sprog samtidig fra fødslen, og at det ikke kan og bør bruges som en forklaringsmodel, hvis et barn år ud og år ind ikke udvikler sit sprog. Vores fælles problem er, at der mangler viden om sproglige vanskeligheder blandt tosprogede. Heldigvis forsker blandt andet Pia Thomsen i dette område på Syddansk Universitet, og vi vil ad den vej derfor få stadig mere viden i praksis.

Håkansson og Nettelbladt (1996) har undersøgt spontantalen hos sekventielt tosprogede svenske børn, med typisk udvikling i begyndelsen af deres sproglige udvikling og etsprogede svenske børn med SLI. Konklusionen var, at den sproglige udvikling hos de to grupper var meget lig hinanden i starten af andetsprogstilegnelsesperioden. Men da intersproget jo netop er intersprog, er det en midlertidig fase i den sproglig udvikling – det udvikler sig til målsprogsligende vil det typisk udviklede barn udvide og forfine sit andetsprog.

At have to sprog medfører ikke sproglige vanskeligheder, og sproglige vanskeligheder vil typisk manifestere sig på begge eller alle børnenes sprog. Det er vigtigt, at tage med i betragtningen, ligesom det er vigtigt, at reagere, når et barn ikke udvikler sig som forventet – uanset om barnet betjener sig af et eller flere sprog.

Sproglige vanskeligheder kan spille en stor rolle for et barns uddannelsesmæssige muligheder. Forskning viser, at manglende sprogforståelse allerede i toårsalderen kan være tegn på risiko for senere læsevanskeligheder (Scarborough 1998, Hagtvet et al. 2002). En dansk undersøgelse af Frost og Niedersøe i 2006 viser, at ordforråd og sprogforståelse i treårsaldren er afgørende for læseindlæringen. Barnets ordforråd ved skolestart kan forudsige den tidlige læseudvikling (Mutter et al. 2004). Benævnelsesvanskeligheder kan forudsige senere læsevanskeligheder (Wolf 1991). Børn med ordmobiliseringsvanskeligheder er i risiko for at få problemer med at læse flydende med forståelse (Dahlin 2009). Sprogforståelse og kommunikation: Nedsat sprogforståelse, ordforråd og problemer med at forstå sætningers kontekst kan resultere i forskellige former for læsevanskeligheder (Elbro, 2007). Sprogforståelse rummer både ordforståelse og sammenhæng, og har man ikke det, får man problemer med siden at forstå en tekst (Hoover og Gough 1990). Børn som er gode til at segmentere lyd, bliver som regel gode læsere, hvorimod børn, som er udfordret i forhold til lyd, er i øget risiko for at blive svage læsere (Goswami og Bryant 1990). Børn, som har problemer med at rime og udføre andre fonologiske opmærksomhedsopgaver, fx at fjerne en forlyd fra et ord, kan have et mindre præcist fonologisk repræsentationssystem, hvilket kan påvirke deres læsetilegnelse (Elbro 1996). Flere undersøgelser viser, at børn med sproglige vanskeligheder, herunder problemer med narrativer, er i risiko for senere læse- og skrivevanskeligheder (Conti-Ramsben et al. 2006). Og sådan kunne man i princippet blive ved. Humlen er, at der er stærke forskningsmæssige indikatorer på, at børn som har sproglige vanskeligheder i de tidlige år, også ofte kommer til at slås læse- og /eller forståelsesvanskeligheder i skolen og det gælder for alle børn, uanset om de har et eller flere sprog tidligt i livet. Tidlig indsats har stor effekt i forhold til sproglig udvikling, og derfor kan det være fatalt for børnene, hvis deres vanskeligheder ikke erkendes og afhjælpes så tidligt som overhovedet muligt.

Advertisements